Du kan ikke lide maden? Ok, jeg serverer noget andet for dig – med is i blikket

thaimad-til-blog

Hver gang vi bestiller thai take away, skal vi en tur igennem følelsesregistret.

Vi er tre i familien, som elsker thaimad. Min yngste elsker det ikke.

Så når vi får Thaimad, føler han, at vi er tre, som får vores vilje, mens hans behov bliver ignoreret.

Den følelse gør ham typisk meget modvillig og meget tydelig.

I går aftes fik vi thaimad.

Armene over kors, stolen skubbet hårdt ud fra bordet.

“I bestiller ALTID thaimad og Mor, du ved udemærket godt, at jeg hader thaimad. Vi får ALDRIG det, jeg godt kan lide. Hvis du virkeligt elskede mig, ville du ikke bestille thaimad. Så ville du lave mexicanske pandekager, og det gør du ALDRIG. Jeg spiser IKKE noget af den thaimad”.

Jeg var sulten. Og jeg elsker thaimad. Jeg havde duftet til den hele vejen hjem i bilen. Jeg havde virkeligt brug for at spise den thaimad. Nu.

Jeg kæmpede for at bevare roen: Træk vejret, træk vejret, træk vejret. Du vil ikke blive gal, du vil styre temperamentet, håndter nu situationen, sådan som du ved, det er bedst. Det er sindssygt irriterende, at der er ballade hver gang, vi får thaimad. Men det er ikke det rigtige at skælde ud. Træk vejret, træk vejret, træk vejret.

Inden i mig ulmede vulkanen.

Hvorfor? Fordi jeg er virkelig træt af de her store følelser bare på grund af noget mad. Hvorfor skal han være så dramatisk. Vi får fandengalemig mexicanske pandekager så tit, at det sidder mig langt op i halsen.

Jeg kogte indvendigt. Havde sandsynligvis røde pletter langt op af halsen. Spis nu bare maden, barn. Du kan jo godt lide det! Jeg havde lyst til at råbe og skrige af ham.

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg hjalp ham igennem hans frustration. Jeg trak vejret. Jeg styrede min tone.

Jeg lagde en hånd på hans ryg: “Jeg ved godt, at du ikke kan lide thaimad lige så godt som os andre, og jeg ved godt, at jeg har købt det alligevel. Det lyder som om, du synes, vi ikke tænker på dig, når vi får thaimad, og jeg tror, du bliver ked af det, når du føler, vi ikke tænker på dig”.

Meget fint. Flot klaret. Temperament styret, barnets følelser og oplevelse anerkendt og relationen mellem mor og barn intakt. Det er vigtigt. Han er ked af det, og jeg kan sagtens rumme hans følelser. Jeg kan hjælpe ham igennem dem uden at forsøge at fikse noget eller få ham til at undertrykke dem. Godt. Vi var på rette vej.

Og så kom den.

Ud af min mund fløj det irriteret:

“Okay! Jeg varmer noget risengrød, så kan du spise det, hvis du ikke vil spise thaimaden.”

For jeg ville jo fikse det. Få ham til at stoppe sin protest. Tie stille. Jeg syntes, han var irriterende, og jeg gad faktisk ikke anerkende hans følelser.

Jeg ville bare gerne have fred. Til min thaimad.

Han fik sin risengrød. Han sagde tak og ”du er sød, Mor”. Også selvom jeg satte tallerkenen foran ham ret hårdt og kiggede ondt på ham.

Og så var alt vel godt?

Nej. For vist slap han for thaimad. Men han måtte spise sin risengrød ved siden af en mor, som lod som om, hun var sød, men ikke rigtig var det.

Jeg havde anerkendt hans følelser, uden at ville det rigtigt, serveret risengrød uden at ville det rigtigt, og nu sad jeg sur og utilnærmelig og spiste min småkolde thaimad.

Da han senere lå og sov og jeg kyssede hans bløde kind, kunne jeg mærke selvransagelsen begynde.

For hey – jeg elsker jo ham højere, end jeg elsker thaimad. Og det der foregik imellem os, var faktisk ikke særlig kærligt.


Den kærlige bagklogskab er:

– Anerkendelse af hans følelser var det eneste alternativ til at råbe, jeg kunne komme i tanke om i kampens hede.Det var godt, jeg ikke råbte af ham. Så langt så godt.

Men falsk anerkendelse og lade-som-om-kærlighed og -overskud er ikke særlig (k)ærligt, ikke særligt ansvarsfuldt og heller ikke fair overfor barnet.

For der skete jo selvfølgelig det, at min undertrykte vrede alligevel fes ud imellem sidebenene på forskellige måder i løbet af aftenen.

Et bedre alternativ havde været ærlighed om, hvad jeg havde til rådighed, og hvad jeg kunne være med til og ikke være med til i situationen.

Jeg var sulten og i et no-nonsense-humør. Ikke i et kærligt “selvfølgelig-må-du-få-risengrød-i-stedet-for-humør”.

F.eks kunne jeg venligt have sagt til ham: Jeg er så sulten, at jeg ikke kan tale på en god måde med nogen lige nu. Jeg spiser lige en portion mad, og så vil jeg meget gerne hjælpe dig. Ind til da er du velkommen til at spise med eller vente.

 – Synes jeg generelt, det er okay at tilbyde mine børn noget andet at spise, hvis de ikke kan lide maden?

Ja!

For mig er det en værdi, at det er rart og nydelsesfuldt at spise, og at alle i familien spiser sammen. Det er ikke en værdi for mig, at alle spiser det samme. Hvis de andre gerne vil have pizza, spiser jeg typisk også noget andet. Så jeg har som sådan intet problem med sær-serveringer.

Problemet var, at jeg glemte at være ærlig overfor både barnet og mig selv. Jeg havde ikke lyst til at lave noget andet til ham, men jeg gjorde det for at få ham til at tie stille. Ikke fordi jeg tog ansvar for min værdi om, at alle skal have et rart måltid.

På den måde blev situationen rodet for både mig og ham, og ingen af os fik en god oplevelse.

– Det allermest ansvarsfulde havde selvfølgelig været at tage bedre hånd om mine behov i løbet af dagen, så jeg ikke endte i underskud og et så desperat behov for thaimad.

Men det med at tage sig selv og sine behov alvorligt er et helt kapitel for sig. Og det er dælme et svært kapitel.

Mere om det en anden gang.

   

Ingen julegaver til dig, kammerat, men græd ikke – du får styrket din selvkontrol

julegave-til-blog

Juleaftensdag var min yngste ret julekulret. Det var svært at vente.

Han ville have en julegave, jeg sagde nej. Klokken var kun 11. Det eskalerede ret hurtigt til insisterende gråd.

Vi havde egentlig en ekstra gave. Den kunne han vel godt få på forskud. Problemet var bare, at hans krav blev stillet i en ikke særlig klædelig tone. Det irriterede mig.

Når jeg bliver irriteret, bliver jeg firkantet og låst fast i stive dogmer. Det kan løbe lidt af med mig, og så bliver jeg ret skrap.

En brysk tanke fyldte: Når han tér sig sådan, skal han i hvert fald ikke have en gave nu. Han skal i øvrigt også lære at vente, han skal lære selvkontrol og også mådehold. Hvis jeg bøjer mig for hans vilje nu, lærer han aldrig at vente. Så lærer han bare, at man får sin vilje ved at hyle og plage.

Tiltagende irriteret over den klagende gråd, sagde den bryske stemme til den gavekulrede 7-årige: “Du må forstå, at jeg slet ikke har lyst til at give dig en gave, når du opfører dig sådan her. Så må du vente til i aften”

Det her er altså ikke det rigtige at sige”, forsøgte en kærlig stemme bagerst i mit hoved at trænge igennem med, “du synes jo, det er okay med gaver på forskud. Hvorfor siger du sådan her? Det passer jo ikke med, hvad du ved om børns behov, det harmonerer ikke med dine værdier eller den måde, du gerne vil tale til dine børn på”

Den bryske stemme fortsatte: “Far og jeg har brugt tid på at finde nogle gode gaver til dig, og jeg gider ikke give dig dem, når du er i det her humør. I øvrigt synes jeg ikke, det er i orden, at du bare vil have og have og kræver at få gaver”.

En imponerende cocktail af dogmer: Man skal have selvkontrol og kunne styre sine lyster, man skal kunne vente og være mådeholden, man skal tale og opføre sig pænt, man har bare at være taknemmelig over det, man får, man må ikke kræve og plage.

Måske en cocktail lidt til den tunge side for en 7-årig på juleaftensdag?

Men irritationen gjorde mig selvretfærdig. Det eneste, jeg så klart, var mine dogmer.

Det var mit gavekulrede barn, som endte med at hive mig ud af min vildfarelse. Han stod med tårer i øjnene, og da jeg var færdig med at dundre, sagde han opgivende:

“Okay. Så gør jeg, hvad du vil have. Hvordan skal jeg opføre mig, og hvor længe skal jeg gøre det, for at du synes, jeg har fortjent den gave, for jeg vil bare så gerne have den og jeg vil bare så gerne have, at det bliver en god jul for os allesammen”.

Avs.

Han fik sin forskudsgave. Han blev glad for den, og den tog toppen af det julekulrede.

Han kvitterede med et stort smil, taknemmelighed og kys. For han kunne da godt se, at vi havde gjort os umage med gaven og gerne ville gøre ham glad. Han forstod faktisk godt det der med, hvorfor vi giver hinanden gaver. Han kunne slet og ret bare ikke vente. For han er 7 år, og det var juleaften.

Vi talte om situationen senere på dagen. Jeg spurgte, om han vidste noget om, hvad det var, der skete inden i ham.

Han svarede: “Det var som om, jeg blev helt fyldt op af at glæde mig. Der var ikke mere plads tilbage i mig, og så blev det umuligt at holde det ud. Nu er det bedre, nu kan jeg godt vente lidt igen. Nu tror jeg faktisk godt, jeg kan vente helt til i aften.”

Så kære indre bryske stemme, som bekymrer sig for, om mit barn bliver til et ‘ordentligt menneske’: Hans evne til selvkontrol behøver vi ikke bekymre os om, ikke lige nu i hvert fald. Han udviste selvkontrol resten af dagen og aftenen med. Ventede i evigheder på, at det blev gavetid, fandt sig i at miste alle sine pakker i pakkeleg og gik tålmodigt med rundt om juletræet.

Han udviste faktisk en evne til selvkontrol, som stod lidt i kontrast til de fleste af os voksne, der spiste og drak os halvt fordærvede.


Jeg glemte vist, at jeg udemærket godt ved, at…

– Børn gør altid det bedste, de kan. Min 7-årige vidste godt, at jeg helst ville gemme gaverne til om aftenen. Han prøvede sådan at holde ventetiden ud. På et tidspunkt blev det bare for svært, og han måtte have hjælp. Jeg er hans mor og det ville da være dejligt, om jeg havde hjulpet ham, frem for at fylde på med dogmer og bebrejdelser, som kun gjorde ham ensom og forkert i sin frustration.

– Hvis jeg ikke vil give ham en forskudsgave, så kan jeg hjælpe ham med at holde følelsen ud. I stedet for at lade ham være alene, kan jeg støtte ham i at mærke, hvor svært, det kan være at vente. Fx. sige “jeg kan se, det er rigtig svært for dig at vente. Jeg har også svært ved at vente. Men jeg har det sådan, at jeg ikke vil give dig en gave nu”.

Han vil sandsynligvis fortsætte med at beklage sig. Jeg kan ikke forvente, at han kan slå sine følelser fra på kommando. Det er det ansvar, jeg må bære – at hjælpe ham med at rumme mit forbud. Og lade ham vide, hvad jeg mener på en måde, som er værdig for både ham og mig.

– Selvkontrol og mådehold lærer han ikke gennem enkeltstående situationer, ligesom enkeltstående situationer ikke kan ødelægge hans evner på længere sigt. Det, vi lærer vores børn sker gennem en kontinuerlig indsats over mange år. Hvis vi viser dem mådehold, vil de lære mådehold, hvis vi viser dem venlighed, vil de lære venlighed. Hvis vi viser dem, at vi tager deres behov alvorligt, vil de også tage både egne og andres behov alvorligt.

– Nogle gange stiller vi krav til vores børn, vi ikke selv kan leve op til. Af frygt for, om de bliver til ordentlige mennesker – og af frygt for, hvad omverden vil tænke om os og dem…. men det er et helt indlæg for sig. Det kommer.

December-skældud

julekaos-til-blog

Jeg skælder særligt meget ud i december. December er på én og samme gang den måned, hvor mit hjerte er varmest og koldest.

Børnene bliver puttet for sent i december. Vi skal nå så mange hyggelige ting, så klokken ofte bliver for mange, inden vi når til tandbørstningen.

I går aftes lå de og grinede sammen i sengen. Men når de bliver puttet for sent, skal de sove med det samme og ikke grine. Det syntes jeg. Basta. Jeg blev meget hurtigt kort for hovedet. “I skal sove nu!” Mere grin. “I skal være stille nu!” Ingen reaktion.

Måske jeg blev lidt misundelig, fordi de havde det så sjovt, og jeg var så sur?

Det endte med, at jeg råbte.

Og jeg er ellers blevet SÅ god til ikke at skælde ud. Jeg kender så godt til forskningen. Den der viser, at skældud er skadelig for børn. Skadelig for deres hjerner og for deres selvfølelse.

Men der sker det, at når jeg bliver presset, så falder jeg i. Så bliver jeg til en drage med ekstremt kort lunte. En decemberdrage.

For jeg er jo nok decemberpresset.

Af hvad? Af skønne ting. Julemorgenmad i den yngstes klasse, julemorgenmad i den ældstes klasse, julefest i den yngstes SFO, julebanko i den ældstes Klub, afslutning i gymnastikforeningen, glögg med naboerne, julefrokost på arbejdet, det årlige adventsarrangement hjemme hos os, julegensynet med folkeskoleveninderne, den årlige juleweekend i London, Luciaoptoget.

Skønne ting, som varmer hjertet. Det er så dejligt at hygge med folk og så dejligt, at folk vil hygge med mig. Relationer er vigtige, ved jeg! Det er bl.a. gode relationer, som gør, at vi får et langt og godt liv. Så jeg kommer til det, jeg bliver inviteret til. Og jeg støtter op om det, der styrker mine børns gode relationer.

Der sker blot også det, at samtidig med, at mit hjerte bliver varmt af alt det dejlige, så begynder det også at slå hurtigere. Min vejrtrækning bliver overfladisk. Nogle gange glemmer jeg helt at trække vejret og må så suge hårdt ind og puste aktivt ud igen. Jo, jeg er stadig levende. Min fordøjelse opfører sig anderledes, jeg får ondt i hovedet på den der karakteristiske måde, jeg kender. Det er som om, min krop sitrer. Faktisk hele tiden. Men jeg sidder og smiler. Og møder op til det ene arrangement efter det andet. Fortæller historier til de andre forældre i den ældstes klasse (de samme historier, som jeg fortalte i den yngstes klasse ugen før).

De griner. Det ved jeg, de vil, for det er sjove historier, jeg fortæller. Jeg bliver mere og mere tom. Til sidst kan jeg faktisk ikke mærke mig selv. Men jeg fortsætter alligevel. For tomheden er for ubehagelig, og jeg må dulme den. Gøre noget for ikke at mærke den. Endnu en småkage, endnu et glas glögg, endnu engang den sjove historie om min juleindkøbstur, fortalt for sjette gang i denne december. Folk griner. Jeg griner. Vi hygger os.

Og om aftenen skælder jeg mine børn ud. Jeg eksploderer, når de griner i sengen. Jeg spørger dem, hvorfor de skal være så umulige, hvorfor de dog ikke kan give mig bare den lille anerkendelse at lytte til mig.

Der er ikke meget varme i det hjerte, som putter børn på den måde. Eller måske det i virkeligheden var brændvarmt, mit hjerte. Overophedet. Decemberforbrændt.

I går aftes fik jeg et stille, men ret klart svar fra den ældste: “Måske du bare skulle skille dig af med os, Mor”.

Avs!


Så hvad skulle jeg have husket og hvad ved jeg udemærket godt?

– Gode relationer er vigtige, men alt det sociale jeg kaster mig ud i for at fejre julen, går hårdt ud over de vigtigste relationer i mit liv – min egen lille nære familie.

– Decemberskæld ud er et sikkert tegn på, at jeg har taget munden for fuld.

– Det er ikke børnenes skyld, at jeg har taget munden for fuld, at de bliver puttet for sent, at jeg har stillet op til for mange arrangementer, spist for meget usund mad, er kommet for sent i seng og har drukket alt for meget glögg.

– Det må dælme være underligt – og det er ikke ok – at have en mor, som det ene øjeblik hygger sig og dyrker decembers glæder, og det næste øjeblik blæser ild ud af munden som den hæsligste drage.

– Jeg skulle have vendt blikket indad langt før og set det umulige i situationen frem for at bebrejde børnene for at være umulige.

– Jeg må sørge for at skabe en bedre balance. Få fyldt mig selv op, frem for at køre tanken tom.

– Vigtigst af alt: Jeg skal holde en ordentlig og respektfuld tone over for børnene – også, når jeg er presset.