Kender du det? Når dine børn laver konspirationer med edderkopper for at gøre livet surt for dig?!

menneskemor_slides

Eller kender du det med at bebrejde dine børn for noget, de på ingen måde er skyld i. Hvor det handler meget mere om dit eget manglende overskud end deres adfærd?

Jeg kender det!

Jeg gjorde det i går. Jeg skød skylden på børnene. For det hele.

Jeg var kortluntet og kommanderede med børnene.

Selv edderkoppen på badeværelset gav jeg dem skylden for. Jeg snerrede bidsk til dem:

”Hvis I ikke var så dumme, var den edderkop aldrig kommet!”

Øh?!

De kiggede på mig. De så næsten ud som om de fortrød, at de havde manifesteret edderkoppen med deres opførsel. Deres øjne indeholdt en giftig blanding af skyld, skam og frygt. For mig og for edderkoppen.

Avs!

Men det virkede bare virkelig sådan – som om det var deres skyld. Alt var faktisk deres skyld. Det gav så god mening, da det fløj ud af munden på mig.

Og hvis det ikke var børnenes skyld, så var det i hvert fald edderkoppens skyld! Sådan en ondskabsfuld edderkop.  Som om jeg virkelig havde brug for to hysterisk skrigende børn og for at skulle hente støvsugeren, tage mod til mig, suge den op og virkeligt håbe på, at den ville dø i sugningen og ikke kravle ud og spytte på mit liv igen.

Overbevisningen om, at jeg var offer for en modbydelig konspiration mellem mine børn og en ondskabsfuld edderkop, varede indtil børnene var faldet i søvn.

 

spider-clipart


Kender du også de klamme, moralske tømmermænd?

Så ramte de klamme, velkendte, moralske tømmermænd mig. Jeg var ved at kaste op.

Føj for en fiasko, jeg er. Jeg er godt på vej til at slå mig ned som familierådgiver, har næsten den der master i Positiv Psykologi i hus. Og alligevel fejler jeg gang på gang som mor. Jeg er en bedrager, en fiasko.

Hvordan kan jeg kende alle teorierne? Have styr på så mange gode teknikker. Og så fejle så hårdt og skælde mine børn så meget ud?

Stakkels børn. Stakkels edderkop.

Stakkels mig.

Jeg var faktisk der, hvor jeg ikke rigtig kunne holde ud af være mig selv.

 


Den viden, som jeg i mine følelsers vold havde mistet adgang til, var:

 

Ansvaret for relationen og stemningen i hjemmet
er de voksnes og alene de voksnes.

Børn har ingen agendaer om at genere deres forældre
(og de laver ikke alliancer med edderkopper).

Tværtimod vil børn altid samarbejde.

Nogle gange gør vi voksne det bare svært for dem
at “opføre” sig på den måde, vi gerne vil have det.

Så skal de have vores hjælp på en konstruktiv og ligeværdig måde.
Uden skældud.


 

God viden. En fin pointe: Så skal de have hjælp på en konstruktiv og ligeværdig måde. Det har jeg læst i bøgerne. Hurra.

 


Men det er altså noget lettere sagt, end gjort!

For tilsyneladende var jeg ikke i stand til at omsætte den viden  i praksis.

Hvorfor? De primære grunde er:

  • Børnenes far er udenbys (igen), så jeg har i nogle dage været alene om den sædvanlige hverdagsopgaveliste: aflevere/hente, madpakker, pakke idrætstøj (huske idrætstøj), købe ind, lave mad, dække bord, vaske op, vaske tøj, børste tænder, finde bamsen, der var blevet væk, læse godnathistorie, trøste, putte, printe skoleopgaven, vække, børste tænder, lave morgenmad, finde skoene der var blevet væk, trøste, putte, madpakker…
  • Jeg har travlt på arbejdet og  stort set alle i familien har fødselsdag i disse uger, så der er pres på med forventninger, planlægning, gæster og gaveindkøb.

 

Så der er lidt pres på. Inden i mig og omkring mig.

 


Hvad ville familierådgiveren sige?

Havde jeg opsøgt mig selv som familierådgiver ville jeg have klaget min nød over, hvor frygtelig en mor, jeg er. Jeg ville have grædt over ikke at kunne få hverdagen til at fungere og over at jeg ikke er den mor for mine børn, som jeg gerne vil være.

Den kloge familierådgiver ville have sagt til mig:

Din primære brøde er, at du ikke tager dig selv alvorligt nok
og du giver ikke dig selv nok kærlighed i øjeblikket
(og måske heller ikke i det hele taget?)

Du får ikke serveret en gratis portion overskud udefra,
det er nødt til at komme indefra
(det ved jeg godt, men hey, det er altså ikke nogen særlig nem opgave!)

Du kan ikke bruge den dårlige samvittighed til noget som helst.
Den er kronisk for kvinder, regn ikke med at den går væk.

Du får ikke noget ud af at slå dig selv i hovedet.
Både du og børnene er langt bedre tjent med at du stryger dig selv kærligt med hårene.

Tilgiv dig selv, at du i denne periode ikke helt lever op til dine egne forventninger.

 

Og sidst, men ikke mindst:

Ryd op, når du har været ude i noget snavs.
Du kan sagtens nyde bagklogskabens skær
og gå tilbage til børnene og samle op.

Det hjælper dem at høre, at du påtager dig ansvaret for din del af det,
der skete imellem jer.

 


Hvordan samlede jeg op?

Efter en aften med dårlig samvittighed, sagde jeg morgenen efter til den ældste:

”I går havde jeg ikke særligt meget overskud. Det tror jeg godt, I kunne mærke. Jeg kom til at lade det gå ud over jer. Det har jeg tænkt over ikke var i orden. I dag vil jeg sørge for, at gøre en masse gode ting for mig selv, så jeg får energien tilbage.”

Min datter svarede med et stort smil: ”Det lyder vel nok dejligt, Mor. Jeg tror, jeg vil gøre det samme for mig selv”

Hen ad formiddagen fordampede fiaskofølelsen stille og roligt. Sådan er det med følelser. De kan bruse op som en voldsom bølge og heldigvis også falde stille til ro igen.

 

 

   

Det er da ikke svært at gå ind ad den dør, lille ven – jeg skal bare ikke nyde noget!

menneskemor_kom_ikke_for_sent

Når du kommer for sent, må du ikke forstyrre klassen

I morges hentede vi gode mennesker i lufthavnen. Meget tidligt. Begge børn ville med og måtte op kl. 5.

Det var hyggeligt. Var dejligt at gense de gode mennesker.

Der var en betingelse for, at den yngste måtte komme med:

”Du må gerne komme med i lufthavnen. Det vil betyde, at du møder lidt for sent i skole. Jeg ved, du ikke kan lide at gå ind i klassen selv. Men når vi kommer for sent, vil jeg ikke gå med dig ind. Hvis du vil med i lufthavnen, skal du selv gå ind stille og roligt uden at forstyrre. Man må ikke forstyrre, når man kommer for sent.”

Det, jeg ikke sagde til ham, men i virkeligheden mente, var: Jeg plejer at gå med dig ind om morgenen. Men når vi kommer for sent, skal jeg i hvert fald ikke ind i det klasselokale.

For jeg har nogle regler siddende på rygraden, som jeg har lavet for mig selv igennem tiden. Sådan nogle regler har vi mange af for os selv, vi mennesker. Mange af mine tager udgangspunkt i hvad andre mon tænker om mig, snarere end, hvad jeg egentlig selv mener.

Sådan nogle regler kalder jeg vraggods.

En af dem er:

’Man kommer ikke for sent og hvis man gør, skal man i hvert fald skamme sig!’

Så min tanke var: Læreren vil helt sikkert ikke have, man kommer for sent. Og når vi nu kommer for sent, er jeg sikker på, at hun vil tænke: ”helt ærligt, hvis dit barn kommer for sent, må han altså gå ind selv. Det er ikke i orden at forstyrre undervisningen. Det burde du da som voksen vide. Kan du så komme ud af mit klasselokale, curling-mor”

Den skamfulde følelse det ville fremkalde, havde jeg da slet ikke lyst til at blive konfronteret med.

 

Selvfølgelig ville han ikke gå ind selv

Jeg troede ikke engang selv på, at det ville lykkes at få ham til at gå ind i klassen uden mig.

Men jeg ville gerne have ham med i lufthavnen, så jeg lukkede øjnene og udskød bekymringen.

Ganske rigtigt, da vi ankom til skolen, havde han absolut ikke lyst til at gå alene ind.

Og jeg havde ikke lyst til at gå med ham.

Så vi havde denne ordudveksling:
Mig: ”Kom så ud af bilen, du skal gå ind i klassen nu”
Ham: (klagende) ”Jeg har det bare ikke så godt, jeg er så træt, jeg vil meget hellere hjem. De andre børn vil bare alle sammen kigge på mig og spørge, hvorfor jeg kommer for sent”
Mig: (irriteret over, at det helt forudsigelige var ved at ske) ”Ja, men sådan er det bare, du skal gå ind i klassen nu.”
Barnet: ”Du skal gå med ind i klassen, Mor”
Mig: ”Det vil jeg ikke. Og det havde jeg også sagt til dig på forhånd.
Ham: ”Hvorfor kan du ikke bare gå med mig ind?”
Mig: Nu skal du holde op med det pjat. Du kan sagtens klare, at vi siger farvel uden for døren. Du skal bare gå ind og sætte dig. Det er ikke svært”

Så satte han hælene i. Han kiggede bestemt på mig og sagde:

”Jeg gør det bare ikke så. Jeg går ikke ind i klassen. Jeg bliver stående udenfor”

 

Det er mig, der bestemmer, her!

Jeg blev mere og mere irriteret og tiltagende selvretfærdig: Han skal i hvert fald ikke bestemme. Han vidste godt, det her var betingelsen. Det er mig, der bestemmer. Nu må jeg stå fast. Han skal i øvrigt også lære at gå ind i klassen selv i det hele taget. Hvor er det irriterende, at han ikke overholder vores aftale.

Bag selvretfærdigheden, kunne jeg i glimt godt skimte, at jeg var ude i noget snavs. Behovet for at undgå ´the walk of shame´ind i klassen var i momentet større, end lysten til at hjælpe mit barn. En ikke særligt ærværdig følelse, som jeg nødigt ville være ved.

Så jeg snoede mig alt jeg kunne for at undgå at mærke den. Der var kun én mulighed – at gøre ham til syndebuk. ”Hvorfor kan du ikke bare være lidt nem”, fik jeg sagt til ham, ”det er jo ikke svært at gå ind i den klasse”.

Så satte han situationen på spidsen:

”Du ved ikke noget om, hvad der er svært for mig, Mor. Du kan ikke sige til mig, at det ikke er svært, når jeg nu synes, det ER svært. Du ved ikke noget som helst om, hvordan det føles i min krop, og hvordan jeg har det! Og du gider åbenbart heller ikke prøve at forstå det. Du gider slet ikke hjælpe mig”

Avs. Okay. Tak for den. Det var rigtigt.

Sikke noget rod det vraggods kan skabe i relationen

I mit ihærdige forsøg på at undgå den skamfulde følelse der fulgte med at komme for sent i skole, skabte jeg noget værre rod i vores relation:

Jeg var optaget af mit eget vraggods (det er skamfuldt at komme for sent) og havde egentlig kun øje for, hvad der skulle til for, at jeg kunne slippe for at blive konfronteret med det.

Jeg er uærlig overfor både mig selv og ham
Jeg sagde ikke til ham, hvordan jeg egentlig havde det. Det, jeg i stedet mere eller mindre direkte sagde, var: ”Det, du føler er noget pjat. Gider du lige ta’ og føle noget andet? For det, du føler, er besværligt for mig (og mit vraggods)”.

Selvfølgelig skal jeg ikke stå på skolen og fortælle min 7-årige om, hvor synd det er for mig, at jeg kæmper med en gammel indlejret skam over at komme for sent.

Men han bliver jo alligevel sølet ind min indre kamp, som vi står der og diskuterer, vilje mod vilje. Og han kommer også til at lide under den, når jeg gør ham til syndebuk (hvorfor skal du gøre det så besværligt for mig. Du er et meget besværligt barn).


To ting, jeg kan gøre, når situationen låser sig fast:

  1. Hvad handler det her egentlig om?

    Husk på, at der er altid mening bag galskaben. Både i barnets og i den voksnes adfærd. Hvad er mon den egentlige grund til, at han kæmper sådan imod mig lige nu? Og hvad er det egentlig, der foregår i mig, når jeg kæmper sådan imod ham? Ved at interessere mig for de to spørgsmål, kan jeg få værdifuld viden, som kan hjælpe mig til at agere på en velovervejet måde og i overensstemmelse med det, jeg gerne vil.


  2. Stop tiden. Bliv nærmest karikeret langsom

    For at kunne gennemføre punkt 1, virker det godt at blive langsom. Træk vejret, tag en tænkepause. Kom ned i tempo. Sig helt konkret ”Jeg kan mærke, jeg lige har brug for tænke mig lidt om. Vi stopper lige op et øjeblik”. Det kan hjælpe dig til at mærke både dig selv og dit barn. Hvor er jeg, hvor er han. Hvad er det, der egentlig foregår imellem os. I en presset situation kan det være svært at tage sig tid. Men det er ofte virkeligt det, der skal til.

 

Sådan endte det

Jeg blev revet ud af min vraggods-tåge da han sagde ordene ”du gider jo ikke engang prøve at forstå mig”.

Jeg trak jeg vejret dybt, stoppede op, mærkede efter, fandt mig selv, blev langsom i min krop og stemme, satte mig på hug ved siden af ham og sagde roligt til ham:

”Det kan jeg godt forstå, du tænker. Nu vil jeg prøve at forstå dig. Ved du noget om, hvorfor du har brug for, at jeg går med ind?”

Det vidste han godt: ”Ja. Det er fordi, jeg ikke ved, hvad de laver, eller hvordan der er i klassen, når jeg kommer ind. Om der er ro eller uro. Det synes jeg er så utrygt. Så ved jeg ikke, hvordan jeg skal være. Jeg vil bare rigtig gerne gives fra dig til læreren. Så føler jeg, at der ligesom er nogen, der ’har’ mig, når du går”.

Jeg spurgte ham: ”Så det, du har brug for, er faktisk bare, at jeg går med ind og hjælper dig med at skabe kontakt til læreren?”

Det var bare det, han havde brug for.

Da han ikke længere følte, han behøvede at kæmpe for at blive hørt, genopstod kontakten imellem os. Der blev plads til os begge to i situationen. Det vækkede lysten til at hjælpe ham hos mig. Og en vilje til at tilsidesætte min egen frygt for skammen ved at komme for sent.

 

Blev læreren vred?

Nej. Vi bankede forsigtigt på døren og listede ind. Læreren tog imod ham med et smil og interesserede spørgsmål om hans morgen. Det hele tog under et minut. Inden jeg var ude af døren, var de i fællesskab i gang med at finde ud af, hvad han skulle lave i sin bog. Han havde ikke engang tid til at kigge op på mig, da jeg listede af.

Så meget relationelt roderi på grund af en omgang vraggods.

Der var plads til en lille forstyrrelse i det klasselokale. Han blev mødt og set. Der var plads til ham. Og der var plads til mig.

Måske jeg skulle tage den følelse med mig næste gang, jeg selv skal liste for sent ind et sted og har svært ved at rumme ubehaget?


Men bøjede du ikke bare af og lod ham få sin vilje? Er det ikke vigtigt at stå fast? Det var jo en betingelse, at han skulle gå ind alene!

Jo da. Det er bestemt vigtigt at stå fast. Hvis det, jeg vil, er baseret på en ægte værdi, som ikke er til forhandling.

I tilfældet her, havde jeg sat nogle rammer, som var lidt særlige. Op kl. 5, hyggelig event i lufthavnen og for sent i skole. Og min betingelse om at gå alene ind var baseret på en ureflekteret frygt for det at komme for sent. 

I sådan et tilfælde er det for mig langt bedre at være fleksibel end at stå fast. En god forældre-barn relation udgøres af en sund balance mellem fleksibilitet og ægte værdier og principper.

Det glæder jeg mig allerede til at skrive mere om i et senere indlæg.

Du kan ikke lide maden? Ok, jeg serverer noget andet for dig – med is i blikket

thaimad-til-blog

Hver gang vi bestiller thai take away, skal vi en tur igennem følelsesregistret.

Vi er tre i familien, som elsker thaimad. Min yngste elsker det ikke.

Så når vi får Thaimad, føler han, at vi er tre, som får vores vilje, mens hans behov bliver ignoreret.

Den følelse gør ham typisk meget modvillig og meget tydelig.

I går aftes fik vi thaimad.

Armene over kors, stolen skubbet hårdt ud fra bordet.

“I bestiller ALTID thaimad og Mor, du ved udemærket godt, at jeg hader thaimad. Vi får ALDRIG det, jeg godt kan lide. Hvis du virkeligt elskede mig, ville du ikke bestille thaimad. Så ville du lave mexicanske pandekager, og det gør du ALDRIG. Jeg spiser IKKE noget af den thaimad”.

Jeg var sulten. Og jeg elsker thaimad. Jeg havde duftet til den hele vejen hjem i bilen. Jeg havde virkeligt brug for at spise den thaimad. Nu.

Jeg kæmpede for at bevare roen: Træk vejret, træk vejret, træk vejret. Du vil ikke blive gal, du vil styre temperamentet, håndter nu situationen, sådan som du ved, det er bedst. Det er sindssygt irriterende, at der er ballade hver gang, vi får thaimad. Men det er ikke det rigtige at skælde ud. Træk vejret, træk vejret, træk vejret.

Inden i mig ulmede vulkanen.

Hvorfor? Fordi jeg er virkelig træt af de her store følelser bare på grund af noget mad. Hvorfor skal han være så dramatisk. Vi får fandengalemig mexicanske pandekager så tit, at det sidder mig langt op i halsen.

Jeg kogte indvendigt. Havde sandsynligvis røde pletter langt op af halsen. Spis nu bare maden, barn. Du kan jo godt lide det! Jeg havde lyst til at råbe og skrige af ham.

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg hjalp ham igennem hans frustration. Jeg trak vejret. Jeg styrede min tone.

Jeg lagde en hånd på hans ryg: “Jeg ved godt, at du ikke kan lide thaimad lige så godt som os andre, og jeg ved godt, at jeg har købt det alligevel. Det lyder som om, du synes, vi ikke tænker på dig, når vi får thaimad, og jeg tror, du bliver ked af det, når du føler, vi ikke tænker på dig”.

Meget fint. Flot klaret. Temperament styret, barnets følelser og oplevelse anerkendt og relationen mellem mor og barn intakt. Det er vigtigt. Han er ked af det, og jeg kan sagtens rumme hans følelser. Jeg kan hjælpe ham igennem dem uden at forsøge at fikse noget eller få ham til at undertrykke dem. Godt. Vi var på rette vej.

Og så kom den.

Ud af min mund fløj det irriteret:

“Okay! Jeg varmer noget risengrød, så kan du spise det, hvis du ikke vil spise thaimaden.”

For jeg ville jo fikse det. Få ham til at stoppe sin protest. Tie stille. Jeg syntes, han var irriterende, og jeg gad faktisk ikke anerkende hans følelser.

Jeg ville bare gerne have fred. Til min thaimad.

Han fik sin risengrød. Han sagde tak og ”du er sød, Mor”. Også selvom jeg satte tallerkenen foran ham ret hårdt og kiggede ondt på ham.

Og så var alt vel godt?

Nej. For vist slap han for thaimad. Men han måtte spise sin risengrød ved siden af en mor, som lod som om, hun var sød, men ikke rigtig var det.

Jeg havde anerkendt hans følelser, uden at ville det rigtigt, serveret risengrød uden at ville det rigtigt, og nu sad jeg sur og utilnærmelig og spiste min småkolde thaimad.

Da han senere lå og sov og jeg kyssede hans bløde kind, kunne jeg mærke selvransagelsen begynde.

For hey – jeg elsker jo ham højere, end jeg elsker thaimad. Og det der foregik imellem os, var faktisk ikke særlig kærligt.


Den kærlige bagklogskab er:

– Anerkendelse af hans følelser var det eneste alternativ til at råbe, jeg kunne komme i tanke om i kampens hede.Det var godt, jeg ikke råbte af ham. Så langt så godt.

Men falsk anerkendelse og lade-som-om-kærlighed og -overskud er ikke særlig (k)ærligt, ikke særligt ansvarsfuldt og heller ikke fair overfor barnet.

For der skete jo selvfølgelig det, at min undertrykte vrede alligevel fes ud imellem sidebenene på forskellige måder i løbet af aftenen.

Et bedre alternativ havde været ærlighed om, hvad jeg havde til rådighed, og hvad jeg kunne være med til og ikke være med til i situationen.

Jeg var sulten og i et no-nonsense-humør. Ikke i et kærligt “selvfølgelig-må-du-få-risengrød-i-stedet-for-humør”.

F.eks kunne jeg venligt have sagt til ham: Jeg er så sulten, at jeg ikke kan tale på en god måde med nogen lige nu. Jeg spiser lige en portion mad, og så vil jeg meget gerne hjælpe dig. Ind til da er du velkommen til at spise med eller vente.

 – Synes jeg generelt, det er okay at tilbyde mine børn noget andet at spise, hvis de ikke kan lide maden?

Ja!

For mig er det en værdi, at det er rart og nydelsesfuldt at spise, og at alle i familien spiser sammen. Det er ikke en værdi for mig, at alle spiser det samme. Hvis de andre gerne vil have pizza, spiser jeg typisk også noget andet. Så jeg har som sådan intet problem med sær-serveringer.

Problemet var, at jeg glemte at være ærlig overfor både barnet og mig selv. Jeg havde ikke lyst til at lave noget andet til ham, men jeg gjorde det for at få ham til at tie stille. Ikke fordi jeg tog ansvar for min værdi om, at alle skal have et rart måltid.

På den måde blev situationen rodet for både mig og ham, og ingen af os fik en god oplevelse.

– Det allermest ansvarsfulde havde selvfølgelig været at tage bedre hånd om mine behov i løbet af dagen, så jeg ikke endte i underskud og et så desperat behov for thaimad.

Men det med at tage sig selv og sine behov alvorligt er et helt kapitel for sig. Og det er dælme et svært kapitel.

Mere om det en anden gang.

   

Ingen julegaver til dig, kammerat, men græd ikke – du får styrket din selvkontrol

julegave-til-blog

Juleaftensdag var min yngste ret julekulret. Det var svært at vente.

Han ville have en julegave, jeg sagde nej. Klokken var kun 11. Det eskalerede ret hurtigt til insisterende gråd.

Vi havde egentlig en ekstra gave. Den kunne han vel godt få på forskud. Problemet var bare, at hans krav blev stillet i en ikke særlig klædelig tone. Det irriterede mig.

Når jeg bliver irriteret, bliver jeg firkantet og låst fast i stive dogmer. Det kan løbe lidt af med mig, og så bliver jeg ret skrap.

En brysk tanke fyldte: Når han tér sig sådan, skal han i hvert fald ikke have en gave nu. Han skal i øvrigt også lære at vente, han skal lære selvkontrol og også mådehold. Hvis jeg bøjer mig for hans vilje nu, lærer han aldrig at vente. Så lærer han bare, at man får sin vilje ved at hyle og plage.

Tiltagende irriteret over den klagende gråd, sagde den bryske stemme til den gavekulrede 7-årige: “Du må forstå, at jeg slet ikke har lyst til at give dig en gave, når du opfører dig sådan her. Så må du vente til i aften”

Det her er altså ikke det rigtige at sige”, forsøgte en kærlig stemme bagerst i mit hoved at trænge igennem med, “du synes jo, det er okay med gaver på forskud. Hvorfor siger du sådan her? Det passer jo ikke med, hvad du ved om børns behov, det harmonerer ikke med dine værdier eller den måde, du gerne vil tale til dine børn på”

Den bryske stemme fortsatte: “Far og jeg har brugt tid på at finde nogle gode gaver til dig, og jeg gider ikke give dig dem, når du er i det her humør. I øvrigt synes jeg ikke, det er i orden, at du bare vil have og have og kræver at få gaver”.

En imponerende cocktail af dogmer: Man skal have selvkontrol og kunne styre sine lyster, man skal kunne vente og være mådeholden, man skal tale og opføre sig pænt, man har bare at være taknemmelig over det, man får, man må ikke kræve og plage.

Måske en cocktail lidt til den tunge side for en 7-årig på juleaftensdag?

Men irritationen gjorde mig selvretfærdig. Det eneste, jeg så klart, var mine dogmer.

Det var mit gavekulrede barn, som endte med at hive mig ud af min vildfarelse. Han stod med tårer i øjnene, og da jeg var færdig med at dundre, sagde han opgivende:

“Okay. Så gør jeg, hvad du vil have. Hvordan skal jeg opføre mig, og hvor længe skal jeg gøre det, for at du synes, jeg har fortjent den gave, for jeg vil bare så gerne have den og jeg vil bare så gerne have, at det bliver en god jul for os allesammen”.

Avs.

Han fik sin forskudsgave. Han blev glad for den, og den tog toppen af det julekulrede.

Han kvitterede med et stort smil, taknemmelighed og kys. For han kunne da godt se, at vi havde gjort os umage med gaven og gerne ville gøre ham glad. Han forstod faktisk godt det der med, hvorfor vi giver hinanden gaver. Han kunne slet og ret bare ikke vente. For han er 7 år, og det var juleaften.

Vi talte om situationen senere på dagen. Jeg spurgte, om han vidste noget om, hvad det var, der skete inden i ham.

Han svarede: “Det var som om, jeg blev helt fyldt op af at glæde mig. Der var ikke mere plads tilbage i mig, og så blev det umuligt at holde det ud. Nu er det bedre, nu kan jeg godt vente lidt igen. Nu tror jeg faktisk godt, jeg kan vente helt til i aften.”

Så kære indre bryske stemme, som bekymrer sig for, om mit barn bliver til et ‘ordentligt menneske’: Hans evne til selvkontrol behøver vi ikke bekymre os om, ikke lige nu i hvert fald. Han udviste selvkontrol resten af dagen og aftenen med. Ventede i evigheder på, at det blev gavetid, fandt sig i at miste alle sine pakker i pakkeleg og gik tålmodigt med rundt om juletræet.

Han udviste faktisk en evne til selvkontrol, som stod lidt i kontrast til de fleste af os voksne, der spiste og drak os halvt fordærvede.


Jeg glemte vist, at jeg udemærket godt ved, at…

– Børn gør altid det bedste, de kan. Min 7-årige vidste godt, at jeg helst ville gemme gaverne til om aftenen. Han prøvede sådan at holde ventetiden ud. På et tidspunkt blev det bare for svært, og han måtte have hjælp. Jeg er hans mor og det ville da være dejligt, om jeg havde hjulpet ham, frem for at fylde på med dogmer og bebrejdelser, som kun gjorde ham ensom og forkert i sin frustration.

– Hvis jeg ikke vil give ham en forskudsgave, så kan jeg hjælpe ham med at holde følelsen ud. I stedet for at lade ham være alene, kan jeg støtte ham i at mærke, hvor svært, det kan være at vente. Fx. sige “jeg kan se, det er rigtig svært for dig at vente. Jeg har også svært ved at vente. Men jeg har det sådan, at jeg ikke vil give dig en gave nu”.

Han vil sandsynligvis fortsætte med at beklage sig. Jeg kan ikke forvente, at han kan slå sine følelser fra på kommando. Det er det ansvar, jeg må bære – at hjælpe ham med at rumme mit forbud. Og lade ham vide, hvad jeg mener på en måde, som er værdig for både ham og mig.

– Selvkontrol og mådehold lærer han ikke gennem enkeltstående situationer, ligesom enkeltstående situationer ikke kan ødelægge hans evner på længere sigt. Det, vi lærer vores børn sker gennem en kontinuerlig indsats over mange år. Hvis vi viser dem mådehold, vil de lære mådehold, hvis vi viser dem venlighed, vil de lære venlighed. Hvis vi viser dem, at vi tager deres behov alvorligt, vil de også tage både egne og andres behov alvorligt.

– Nogle gange stiller vi krav til vores børn, vi ikke selv kan leve op til. Af frygt for, om de bliver til ordentlige mennesker – og af frygt for, hvad omverden vil tænke om os og dem…. men det er et helt indlæg for sig. Det kommer.

December-skældud

julekaos-til-blog

Jeg skælder særligt meget ud i december. December er på én og samme gang den måned, hvor mit hjerte er varmest og koldest.

Børnene bliver puttet for sent i december. Vi skal nå så mange hyggelige ting, så klokken ofte bliver for mange, inden vi når til tandbørstningen.

I går aftes lå de og grinede sammen i sengen. Men når de bliver puttet for sent, skal de sove med det samme og ikke grine. Det syntes jeg. Basta. Jeg blev meget hurtigt kort for hovedet. “I skal sove nu!” Mere grin. “I skal være stille nu!” Ingen reaktion.

Måske jeg blev lidt misundelig, fordi de havde det så sjovt, og jeg var så sur?

Det endte med, at jeg råbte.

Og jeg er ellers blevet SÅ god til ikke at skælde ud. Jeg kender så godt til forskningen. Den der viser, at skældud er skadelig for børn. Skadelig for deres hjerner og for deres selvfølelse.

Men der sker det, at når jeg bliver presset, så falder jeg i. Så bliver jeg til en drage med ekstremt kort lunte. En decemberdrage.

For jeg er jo nok decemberpresset.

Af hvad? Af skønne ting. Julemorgenmad i den yngstes klasse, julemorgenmad i den ældstes klasse, julefest i den yngstes SFO, julebanko i den ældstes Klub, afslutning i gymnastikforeningen, glögg med naboerne, julefrokost på arbejdet, det årlige adventsarrangement hjemme hos os, julegensynet med folkeskoleveninderne, den årlige juleweekend i London, Luciaoptoget.

Skønne ting, som varmer hjertet. Det er så dejligt at hygge med folk og så dejligt, at folk vil hygge med mig. Relationer er vigtige, ved jeg! Det er bl.a. gode relationer, som gør, at vi får et langt og godt liv. Så jeg kommer til det, jeg bliver inviteret til. Og jeg støtter op om det, der styrker mine børns gode relationer.

Der sker blot også det, at samtidig med, at mit hjerte bliver varmt af alt det dejlige, så begynder det også at slå hurtigere. Min vejrtrækning bliver overfladisk. Nogle gange glemmer jeg helt at trække vejret og må så suge hårdt ind og puste aktivt ud igen. Jo, jeg er stadig levende. Min fordøjelse opfører sig anderledes, jeg får ondt i hovedet på den der karakteristiske måde, jeg kender. Det er som om, min krop sitrer. Faktisk hele tiden. Men jeg sidder og smiler. Og møder op til det ene arrangement efter det andet. Fortæller historier til de andre forældre i den ældstes klasse (de samme historier, som jeg fortalte i den yngstes klasse ugen før).

De griner. Det ved jeg, de vil, for det er sjove historier, jeg fortæller. Jeg bliver mere og mere tom. Til sidst kan jeg faktisk ikke mærke mig selv. Men jeg fortsætter alligevel. For tomheden er for ubehagelig, og jeg må dulme den. Gøre noget for ikke at mærke den. Endnu en småkage, endnu et glas glögg, endnu engang den sjove historie om min juleindkøbstur, fortalt for sjette gang i denne december. Folk griner. Jeg griner. Vi hygger os.

Og om aftenen skælder jeg mine børn ud. Jeg eksploderer, når de griner i sengen. Jeg spørger dem, hvorfor de skal være så umulige, hvorfor de dog ikke kan give mig bare den lille anerkendelse at lytte til mig.

Der er ikke meget varme i det hjerte, som putter børn på den måde. Eller måske det i virkeligheden var brændvarmt, mit hjerte. Overophedet. Decemberforbrændt.

I går aftes fik jeg et stille, men ret klart svar fra den ældste: “Måske du bare skulle skille dig af med os, Mor”.

Avs!


Så hvad skulle jeg have husket og hvad ved jeg udemærket godt?

– Gode relationer er vigtige, men alt det sociale jeg kaster mig ud i for at fejre julen, går hårdt ud over de vigtigste relationer i mit liv – min egen lille nære familie.

– Decemberskæld ud er et sikkert tegn på, at jeg har taget munden for fuld.

– Det er ikke børnenes skyld, at jeg har taget munden for fuld, at de bliver puttet for sent, at jeg har stillet op til for mange arrangementer, spist for meget usund mad, er kommet for sent i seng og har drukket alt for meget glögg.

– Det må dælme være underligt – og det er ikke ok – at have en mor, som det ene øjeblik hygger sig og dyrker decembers glæder, og det næste øjeblik blæser ild ud af munden som den hæsligste drage.

– Jeg skulle have vendt blikket indad langt før og set det umulige i situationen frem for at bebrejde børnene for at være umulige.

– Jeg må sørge for at skabe en bedre balance. Få fyldt mig selv op, frem for at køre tanken tom.

– Vigtigst af alt: Jeg skal holde en ordentlig og respektfuld tone over for børnene – også, når jeg er presset.